Vilde brobyggere i Kanalbyen

  • Verdens Vildeste Brobyggere Engholmene 2021 Fra sidste års brobyggerkonkurrence på Engholmene i København. Foto: Tomas Bertelsen.
Fredag danner Kanalbyen i Fredericia rammen om Verdens Vildeste Brobyggere. Der er lagt op til en folkefest, hvor lærlinge og studerende dyster i at bygge en bro over kanalen på bare syv timer.

På fredag den 10. juni lægger Kanalbyen i Fredericia kanaler til den nervepirrende konkurrence ”Verdens Vildeste Brobyggere”. Her kan alle komme helt tæt på processen, når tre hold med i alt 30 lærlinge, ingeniør- og arkitektstuderende opfører en buebro, en hængebro og en gitterbro på bare syv timer.

- Vi er rigtig glade for, at Verdens Vildeste Brobyggere har valgt at lægge det festlige arrangement i Kanalbyen i Fredericia, og at vi på den måde kan bidrage til en begivenhed, der hylder, inspirerer og sætter fokus på de mange dygtige unge mennesker i byggefagene, siger projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia, Peter Kirketofte.

Aktiviteter hele dagen

Sideløbende med brobyggerdysten er der rig mulighed for at gå på opdagelse i Kanalbyen, hvor der er aktiviteter hele dagen. På scenen guider TV-vært Josefine Høgh og Sif Steendahl Grandorf, kendt fra TV-programmet Nybyggerne, publikum igennem dagens program.

Fredericias borgmester Steen Wrist holder åbningstalen, og man kan i dagens løb blandt andet opleve tidligere statsminister og nuværende formand for Euroskills 2025 Poul Nyrup Rasmussen, komiker og håndværker Anders Nielsen og X Factor-deltager Lasse Skriver, der giver koncert.

Man kan også besøge Verdens Vildeste Brobyggeres uddannelsesmesse, og hele dagen er der mulighed for at købe mad hos Urbania Street Food.

Sidst på dagen tændes lyset på de tre lynkonstruerede broer, og et dommerpanel med ingeniører, arkitekter og uddannelseskonsulenter fra Rambøll, COWI, Dissing+Weitling og 3F afslører, hvem der bliver Verdens Vildeste Brobyggere 2022.

Fremtidens brobyggere

- Danmark er verdensmestre i brobygning. Til Verdens Vildeste Brobyggere hylder vi fremtidens brobyggere og giver danskerne mulighed for at komme helt tæt på processerne i brobygningsfaget. Jeg håber at se en masse mennesker, der vil tage del i folkefesten - det bliver med garanti en både nervepirrende og underholdende dag, siger Michael Jeppesen, idémanden bag Verdens Vildeste Brobyggere.

Verdens Vildeste Brobyggere er en nonprofit-forening stiftet i 2021, og det er anden gang, at konkurrencen løber af stablen. Det hele foregår på lørdag den 10. juni fra kl. 10.00 til kl. 22.00. Der er åbent for alle – man møder bare op i Kanalbyen i Fredericia.


Program:

Kl. 10.00: Pladsen, messeområde og mad- og kaffevogne fra Urbania Street Food åbner.

Kl. 10.30: Åbningstale ved Fredericias borgmester, Steen Wrist.

Kl. 11.00: Konkurrencen skydes i gang!

Kl. 12.30: Interview med tidligere statsminister, nu formand for EuroSkills 2025, Poul Nyrup Rasmussen.

Kl. 14.00: Interview med forbundssekretær i Dansk Metal, Kasper Palm, og administrerende direktør i Tibnor Danmark, Fredrik Haglund.

Kl. 15.00: Interview med Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Kl. 16.00: Koncert med Lasse Skriver, sanger og deltager i X Factor 2022.

Kl. 18.00: Tiden er gået! Brobyggerne skal forlade deres byggepladser.

Kl. 19.15: Stand-up med komiker og håndværker, Anders Nielsen.

Kl. 20.30: Lyset tændes på broerne og dommerpanelet voterer.

Kl. 20.45: Vinderbroen kåres af direktør hos Otto Bruuns Fond, Jane Wickmann.

  • Kanalen Her skal lærlinge og studerende dyste om at bygge bro – tværs over Frederiks Kanal. Foto: Steffen Stamp.