Nu kan man gå opdagelse i egnens naturtyper, stege mad på bål eller lade børnene boltre sig i Legeskoven. Fredericias nye naturpark er åbnet.
Tirsdag den 31. maj kl. 15.00 blev Fredericia officielt et stort grønt åndehul rigere, da de mange fremmødte borgere tog del i fejringen af naturparken Søndervold i Kanalbyen. Her kan man nu - midt i den nye bydel - opleve naturtyper fra Fredericias omegn ved at bevæge sig gennem anlagt strandoverdrev, salttolerant skov, skovbryn og overdrev.
- Det er her i Søndervold, at man trækker vejret dybt, lader roen sænke sig i det fri, og hvor man nyder en kop kaffe. Børnene kan lege, og vi kan alle sammen blive klogere på vores fælles naturarv og stærke historiske rødder, sagde borgmester Steen Wrist i sin tale til indvielsen.
At den nye naturpark også appellerer til de mindste, var tydeligt allerede inden parken officielt blev åbnet. Kl. 12 ankom lokale børnehaver nemlig til parken og klippede snoren til Legeskoven, midt i de grønne omgivelser. Kl. 14.15 tog spejdere byens nye bålplads i brug inden den officielle åbning af parken kl. 15 med taler og danske sommersange leveret af Hannerup Kirkekor.
Vision bag stedets forvandling
Anne Mette Rahbæk, der havde sin sidste arbejdsdag som konstitueret projektdirektør for Kanalbyen i Fredericia, konstaterede, at det næsten ikke er til tro, at der engang var et industriområde på stedet, med meget høje skorstene og omkranset af et højt hegn, så man ikke kunne se til Lillebælt fra bymidten.
- Omdannelsen er båret af en kæmpestor vision i Fredericia Byråd om at ville noget andet end denne bynære industri og skabe velstand og vækst for hele Fredericia Kommune, sagde hun i sin tale.
Dagens tredje taler til indvielsen var forfatter og billedkunstner Amalie Smith, som står bag det nye online-lydværk Radio Sfæren, der blev indviet ved samme lejlighed, og som blandt andet kan give den besøgende indblik i stedets historie eller lægge op til refleksion over menneskets forhold til naturen.
Værket er skabt specielt til Søndervold og kan opleves i parken ved hjælp af en smartphone og hovedtelefoner. En særlig algoritme gør, at værket hele tiden forandres, og det kan tilgås via QR-koder på skilte i parken eller findes på adressen www.sfæren.nu.
Endnu en indvielse i indvielsen fandt sted kl. 16, nemlig af den grønlandskfødte billedhugger Jens Erik Kjeldsens skulptur ”Venskab”, som symboliserer båndet mellem venskabsbyerne Ilulissat og Fredericia. Skulpturen er på midlertidigt ophold i den nye naturpark. Senere skal den nemlig indtage en permanent placering på den kommende ”Ilulissat Plads” i Kanalbyen.
Lej en byhave
På indvielsesdagen var der også fokus på 80 nye byhaver, hvoraf de 60 kan lejes af borgerne for blot 50 kr. De 120 x 120 cm store byhaver i Søndervold erstatter de nyttehaver, der for ti år siden blev indført som led i det midlertidige projekt Grow Your City. Ambitionen er, at Byhaverne Søndervold skal blive til en forening, men indtil videre står chefkonsulent hos Kanalbyen i Fredericia, Tina Hou Christensen, for haverne sammen med en gruppe af borgere.
Ellers hyggede deltagerne sig blot igennem dagen med kaffe og kage, qigong i Sansehaven, crossfit på tarzanbanen, rundvisninger i den nye park og pandekager, skumfiduser og guitarunderholdning ved lejrbålet leveret af Mig og Anders.
Oplevede man ikke Fredericias nye attraktion ved indvielsen, er der rig mulighed døgnet rundt, 365 dage om året.
FAKTA
Søndervold
Søndervold er udformet som et grønt bånd, der strækker sig fra Kongensgade til Sofie Amalies Kanal i Fredericia. Det var i samme område, at man frem til 1900-tallet kunne opleve det historiske fæstningsværk Søndervold - en vigtig del af Fredericias voldanlæg og bystruktur, som gik tabt i industriens tid.
Det er landskabsarkitektvirksomheden SLA, som har designet Søndervold og sammensat naturparkens træer og planter. HedeDanmark har været udførende som entreprenør.
De samlede omkostninger ved anlæggelsen af parken er 17,2 mio. kr. fordelt med bidrag fra Fredericia Kommune på 9,7 mio. kr. og fra Kanalbyen i Fredericia på 7,5 mio. kr.
Fremtidigt ejerskab og drift: Fredericia Kommune.